FACILITY SERVICE

 

HEALTH CARE

Fra Pudser til Ridder


Peer Christian Krogh blev født i 1938 i Odense og gik allerede som 16-årig frivillig ind i militæret, med overbevisning om, at han ville ende som general.  
Da det ikke skete efter 4 år i militæret, startede han som selvstændig vinduespudser i 1959 det, der senere skulle udvikle sig til et af nordens største serviceselskaber: Forenede koncernen.

For 10 år siden startede Peer Christian Krogh op i Sverige, og har nu igen opbygget en serviceindustri med milliardomsætning indenfor hospitaler, lægehuse, plejehjem, sociale behandlingshjem, genoptræningscentre, hospices, rengøring, vedligeholdelse, og selvfølgelig vinduespolering.  
I dag er Peer Christian Krogh øverste chef for over 7.500 medarbejdere i Danmark og Sverige.

Forenede koncernen har, under daglig ledelse af igangsætteren, udviklet sig til en af Nordens største servicevirksomheder, med milliardomsætning i begge lande, og dækkende et stort område indenfor service, fra rengøring til privathospitaler, med forretningsområderne Facility Service og Health Care.
Han er stadig aktiv i den daglige ledelse af koncernen, og er med til at udvikle nye serviceområder for koncernen, der i dag består af Forenede Service A/S - Forenede Rengøring A/S - Forenede Kantine Service A/S - Forenede Care A/S - Forenede Vikar A/S - PrivatHospitalet Danmark A/S - samt de svenske selskaber Förenade Care AB og Förenade Service AB.

Peer Christian Krogh har været med under hele opbygningen af den danske service-branche og stoppede som formand for branchens arbejdsgiverforening, på grund af aldersgrænsen.

Af tillidsposter har Peer Christian Krogh i dag 12 bestyrelsesposter i egne selskaber, er formand for de regionale råd HTS København, samt beskikket som sagkyndigt medlem ved behandling af sager ved Østre Landsret med underliggende byretter.

Peer Christian Krogh er en typisk dansk igangsætter, der starter fra bunden, uden penge, men med en sjæl der brænder for jobbet, og han har modtaget adskillige priser, bl.a. flere integrationspriser, samt Nordeas Erhvervspris, og blev vinder af Entrepreneur af the Year 2005. 

Den 10. september 2007 udnævnte Hendes Majestæt Dronningen Peer Christian Krogh til Ridder af Dannebrog og tildelte ham Ridderkorset.