Hjem Axel Towers

Rengøringens jægersoldater

Det er ikke et arbejde for sarte sjæle og folk med højdeskræk. De gør rent og polerer vinduespartier i de meget høje højder og på svært tilgængelige steder. Dér hvor andre ikke tør være eller kan komme til.

Klokken er 6.07.

Det er en råkold morgen i indre København. Byens indbyggere har knapt nok gnedet nattesøvnen ud af øjnene endnu. Enkelte renovationsvogne, håndværkerbiler og busser bevæger sig sporadisk på vejene. Ellers er byens gader, der på nærmest alle andre tidspunkter plejer at emme af trafik og liv, mærkbart stille, før morgenvirakken for alvor bryder løs i hovedstaden. 

Men 67 meter oppe i højden, på Axeltorv lige overfor Tivoli, har der allerede i den seneste times tid været koncentreret aktivitet. På toppen af byens nye vartegn kaldet Axel Towers, har 52-årige Allan Halberg nemlig sammen med sine to kolleger været i fuld gang med at rigge til. Metervis af specielle klatringsreb og sikringssystemer er blevet spændt fast på taget og gjort klar til dagens opgave: At to af mændene kravler ud over tagkanten, kun hver især støttet af to reb, for at polere bygningens store vinduespartier.

Lige nu bliver vejrforholdene i og omkring København diskuteret indgående mellem de tre erfarne klatrere. Særligt en stor, mørk skygruppe, som kan ses i horisonten over Amager, har deres fokus i samtalen. Specielle vejr-apps bliver nærstuderet på deres smartphones.

Den vil ramme os om cirka 25 minutter, siger en af mændene.

Allan, der fungerer som den kyndige og erfarne teamleder og tilsynsførende med mere end 13.000 timers klatring bag sig, træffer den velovervejede beslutning: I dag er ikke dagen, hvor de ellers som planlagt skal i gang med at polere vinduespartierne på sydsiden af den nyopførte bygning. Det er for risikabelt. Og sikkerheden har altid første prioritet. I stedet bliver det nordsidens vinduespartier, der skal have en tur, beslutter han.

Dér hvor andre ikke tør eller kan

Over alt i landets store byer skyder der i de her år løbende nye, høje og særligt konstruerede bygninger op. Arkitekterne og byggebranchen har kronede dage, og byernes bygningsmasse er under forandring. Udviklingen stiller nye og andre krav til de leverandører, som blandt andet skal vedligeholde og holde bygningerne rene.
Axel Towers, er et godt eksempel. Når vinduespartierne på den særegne bygning skal poleres, kan det nemlig ikke foregå via de traditionelle metoder. Hér er det på grund af bygningens udformning og geografiske placering ikke muligt og tilladt at benytte sig af stiger, lifte, stilladser, gondoler og andre traditionelle hjælpemidler.

”Vi kommer frem de steder, hvor andre ikke tør eller kan. Vi er vel nærmest rengøringens jægersoldater,” forklarer Allan Halberg med et smil og uddyber:
”Det er egentlig traditionel rengørings- og vinduespoleringsarbejde bare udført med en anden adgangsmetode. Med reb i stedet for med stiger, gondol og lift,” siger han.

Rappelling udfaset i årtier

Og så alligevel ikke. Arbejdet forudsætter blandt andet et indgående og udvidet fokus på sikkerheden, fortrolighed med at udarbejde grundige og præcise APV’er (arbejdspladsvurderinger), kendskab til nøje at kunne tyde vejrforhold og ikke mindst gode klatre- og udstyrskompetencer. Derfor mestrer Allan minimum tre fag indgående. Det er han nødt til for at kunne håndtere arbejdsopgaverne. Han er nok landets mest veluddannede professionelle arbejdsklatrer, han har tidligere i årevis poleret vinduer professionelt i sit eget firma, og samtidig har han indgående indsigt i at kunne tyde og forudse vejrforhold.Og der er ikke mange af hans slags i landet:

Der er maksimalt 15 fastansatte arbejdsklatrere i Danmark. Og vi er måske kun mellem 200 og 300 personer i landet, der kan det her,” siger Allan Halberg, der var den første i landet til at udbyde muligheden for professionel ”arbejdsklatring”. Det var i 2002.

”Så det er nyt for mange. Særligt i Danmark. Men jeg vil tro, at der sikkert også var rappellere, der arbejdede på opførelsen af for eksempel Empire State Building i New York for snart 100 år siden. Men i mange årtier har faget været udfaset. Folk har måske nok bundet knuderne forkert, og der har været ulykker. Man har anset arbejdet for at være for farligt,” siger han og forklarer, at faget igen får en gevaldig opblomstring særligt i England op igennem 1970´erne og 1980´erne.

”Der opstår et behov på boreplatformene, som englænderne opførte alene cirka 500 af i løbet af 1970´erne. Her er der et stort behov for meget vedligehold men ikke så meget plads at arbejde på. Og man fandt ud af, at de her klatrefyre, som særligt var koncentreret omkring de sydeuropæiske alper kunne nogle interessante ting. De kunne overføre deres kompetencer til boreplatformene. De kunne med deres teknikker udføre inspektion og vedligehold på de steder, hvor andre ikke kunne komme til,” siger Allan.

Sommerfuglesværm i maven

Derfor går englænderne foran med at gentænke faget og fremfor alt at gøre det sikkert. Der bliver skabt et rigtig godt uddannelsessystem omkring faget i England, som Allan Halberg også har gennemført alle niveauer af.

”Derfor er det nærmest englænderne, som har skabt, udviklet og opbygget faget til hele kloden,” siger klatrespecialisten, som lige siden han var dreng, har nydt højder og klatring.

”Som dreng skulle jeg gerne være på høje steder og gerne højere oppe end de andre drenge. Jeg skulle højere op i træerne end de andre. Og op på hustagene for at kigge på skorstenene. Og da jeg og vennerne var omkring 15-16 år, kravlede vi om natten og uden reb og sikkerhedsudstyr op i de her 80-90 meter høje kraner, som stod på det gamle B&W-område i København,” siger han og forklarer, at det er et gennemgående træk hos de folk, han har engageret – at de har et fysisk drive ud over det normale. Det er blandt andre træ- og vægklatrere, jægere, vandrere, militærfolk og bodybuildere. Folk der ikke holder af stillesiddende arbejde. Og man skal ikke lide af højdeskræk.

”Men man skal have en grad af spænding og nervøsitet i sig. For at holde sig på mærkerne. Uddannelsen, erfaringen og forarbejdet giver tryghed og sikkerhed,” siger Allan og nævner, at der altid er et særligt tidspunkt for alle, selv for en meget erfaren klatrer, som giver en sommerfuglesværm i maven og masser af adrenalin i kroppen. Nemlig når man kravler ud over 90-graderskanten.