Serviceleder i Forenede Service vinder prisen som årets mentor

Social ansvarlighed var på programmet, da Vejle Kommune i går den 26. november kårede årets mentor ved en prisuddelingsfest. Serviceleder i Forende Service, Lone Ravn Hansen, modtog prisen for en ekstraordinær mentorindsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Hun løber gerne en ekstra mil for at få tingene til at lykkes, og hun ser det bedste i folk. Sådan lød roserne og begrundelsen for, at Vejle Kommune i går kårede serviceleder i Forenede Service, Lone Ravn Hansen, som ”Årets mentor” ved en prisuddeling i Spinderihallerne. Prisen uddeles til en person, der i løbet af året har gjort en ekstraordinær indsat som mentor i en virksomhed.

I alt fem finalister var med i opløbet om at vinde prisen, men det blev i sidste ende Lone Ravn Hansen, der løb med titlen og en pris på 10.000 kroner.

”Jeg blev meget overrasket. Det er dejligt, at der er nogen, der synes, at jeg gør en forskel,” siger Lone Ravn Hansen, der blev indstillet til prisen af en medarbejder fra Jobcenter Vejle.
Lone Ravn Hansen har været serviceleder i Forende Service siden januar sidste år, og hun har i løbet af sin ansættelse også fungeret som mentor for udsatte borgere.

”Jeg hjælper borgere, der af den ene eller anden grund står uden for arbejdsmarkedet. Det kan eksempelvis være på grund af fysiske handicap eller udlændinge, der har svært ved at få et job på grund af sproglige barrierer, ” forklarer Lone Ravn Hansen og tilføjer, at hun typisk er mentor for 5-10 borgere ad gangen.

Det var byrådets arbejdsudvalg i Vejle, der stod bag kåringen, mens en komité med repræsentanter fra arbejdsudvalget, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Danske Handicaporganisationer og integrationsområdet stod for at finde årets vinder.


Jackieline Panduro Axelsen

Jackieline Panduro Axelsen

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til vores kommunikationsmedarbejder Jackieline Panduro Axelsen på telefon 39 55 56 23 eller via mail.

Send mail