DI’s lærlingepris går for første gang til rengøringstekniker

I dag den 26. februar blev DI Hovedstadens Lærlingepris 2020 overrakt til Aleksandra Urban, der er rengøringsteknikerelev hos Forenede Service. Hun kom til Danmark for tre år siden, har klaret sin uddannelse med topkarakterer og er den første rengøringstekniker til at modtage lærlingeprisen.

DI Hovedstaden Pris

Ansatte i Forenede koncernen, repræsentanter fra Dansk Industri og Gladsaxes borgmester, Trine Græse (S), var blandt de fremmødte, da Aleksandra Urban, der er rengøringsteknikerelev hos Forenede Service, blev hædret med DI Hovedstadens Lærlingepris 2020. Prisen bliver givet til en lærling, der har udmærket sig i særlig grad. Og ifølge næstformand i DI Hovedstaden, Kenneth Aaby Sachse, var der ingen tvivl om, at Aleksandra Urban var en klar vinder, selvom der var ekstra mange indstillinger til prisen i år.

”Du er omhyggelig og grundig. Du tager ansvar. Og man kan stole på, at når du påtager dig en opgave, så gør du en dyd ud af at udføre den til punkt og prikke,” sagde han i sin tale, inden han overrakte prisen til Aleksandra Urban, der kom til Danmark fra Polen for tre år siden og selv tog initiativ til at lære dansk.

Prisen har været uddelt 162 gange i DI’s 18 regioner, men det er første gang, at den bliver givet til en rengøringstekniker. Og netop det fremhævede borgmester i Gladsaxe, Trine Græse, også i sin tale.

”Vi tænker ofte på det klassiske håndværkerfag, når vi taler om lærlinge. Derfor er det særligt, at det er Forenede Service, der i dag lægger hus til DI Hovedstadens Lærlingepris 2020. For der er grund til at få øjnene op for de mange forskellige muligheder, som en faglært uddannelse giver,” sagde borgmesteren og tilføjede.

”Jeg håber, du vil bruge den flotte pris til at sætte dit fag på dagsordenen og motivere andre til at gøre det samme som dig. Det har vi brug for i samfundet.”  

Stolt på branchens vegne

At prisen er med til at sætte rengøringsbranchen på dagsordenen lagde branchedirektør i DI Service, Jakob Scharff, vægt på i sin tale til Aleksandra Urban.

”Jeg er stolt på hele branchens vegne, og på hvor den er på vej hen. Servicebranchen er en branche, som længe har taget samfundsansvar ved at tage folk ind fra kanten af arbejdsmarkedet, men at lærlingeprisen går til Aleksandra er udtryk for, at servicebranchen i stigende grad efteruddanner sine medarbejdere,” sagde han og roste samtidig Forenede Service for sin store indsats med at uddanne ufaglærte til faglærte.

Aleksandra Urban var tydeligt berørt og meget glad for prisen. Hun takkede blandt andet sin serviceleder, Anja Larsen, der tilbød hende at læse til rengøringstekniker samt sin underviser fra TEC Gladsaxe, hvor hun læste uddannelsen.

”Jeg fik muligheden for at tage uddannelsen, og nu er jeg her. Tak for det. Jeg er stolt og glad for den støtte, jeg har fået. Prisen viser, at der er mange, der er tilfredse med mig, og så viser den frem for alt respekt for branchen. Det er vigtigt, for rengøring er ikke bare rengøring.”

Aleksandra Urban færdiggjorde i november et 11-ugers uddannelsesforløb på TEC Gladsaxe og har igennem de seneste to måneder været i praktik på Forenede Services hovedkvarter i Buddinge. På fredag den 28. februar slutter hendes praktik, og hun kan kalde sig færdiguddannet rengøringstekniker.

 


Af: Jackieline Panduro Axelsen, Kommunikation