Flerårige grøntsager skal udfordre danskernes spisevaner

Det bæredygtige sigte har for længst forplantet sig i mange af landets storkøkkener. Nu er tiden moden til, at landets kantiner præsenterer danskerne for at spise et spadestik dybere bæredygtigt, lyder meldingen fra Maj Toppenberg, direktør i Kokkenes Køkken, der som de første i branchen indgår formelt samarbejde om flerårige grøntsager. 

Økologiske spisemærker, lokale råvarer og kødfrie dage. Initiativerne er mange hvad angår grøn omstilling af danskernes spisevaner, og et nyt samarbejde mellem Kokkenes Køkken, Dansk Cater og Skovsgaard Gods tager nu stafetten til næste niveau. Det sker med dyrkning af en særlig type grøntsager, der sikrer bedre kår for såvel miljø som smagsoplevelse:
 ”Når vi skærer ned på mængden af kød, opjusterer vi samtidig spiseoplevelsen på andre parametre – og det er her, flerårige grøntsager får en rolle at spille på tallerkenen,” forklarer Maj Toppenberg og tilføjer:

”Foruden nye smagsoplevelser går vi samtidig forrest og baner vejen for en produktion, der ikke udpiner jordbrug og dyrelivet. Både fordi det giver mening, og fordi det bringer en helt ny dimension af råvarer og muligheder til vores køkkener.”.

Pileblad er kronjuvelen

Gåsefod, hosta og pileblad. Kært barn har mange navne, og i kantinerne hos Kokkenes Køkken er de første spæde skud fra flerårige grøntsager nu at finde på serveringsbrættet.

”Allerede seks måneder efter, at vi i bogstaveligste forstand tog de første spadestik til projektet, høster vi frugten – og indtil nu har vi præsenteret vores gæster for både flerårig kål, knopskud fra hosta og den spændende knold, pileblad,” siger Claus Udengaard, driftschef i Kokkenes Køkken.

Han henviser til en særlig type vandplante, der producerer spiselige blade, blomster og rodknolde.

”Pileblad er vores kronjuvel. Den er æstestisk og smuk, og så er den lige så multifunktionel som en kartoffel,” afslutter han begejstret. 

Uforløst potentiale

Vaner er svære at bryde. Den erkendelse har man for længst gjort sig på Skovsgård Gods, og hvor ønsket om at dyrke flerårige grøntsager har været længe undervejs:

”Det er ikke nemt at ændre folks spisevaner, og som leverandør af råvarer må vi så og høste det, som markedet kalder på,” indleder Bjarne Hansen, daglig leder på Skovsgård Gods, og uddyber:

”Der er et stort og uforløst potentiale i de flerårige grøntsager, og vi er meget glade for samarbejdet med Kokkenes Køkken, som sikrer liv til vores både spændende og bæredygtige sats med flerårige grøntsager.”.

 

Om flerårige grøntsager

Flerårige grøntsager er klimavenlige, fordi de har en længere levetid end almindelige grøntsager, der sås fra frø hvert år. De flerårige grøntsager har mere kraft og energi i rødderne, som sikrer, at de kan overvintre. Nogle i helt op til fem år. Det sparer jorden for gentagne pinsler i form af bearbejdning og såning, og det sikrer grøntsagerne et højt næringsindhold alt imens, at trivslen for mikroorganismer, orme og insekter i jorden forbedres målbart.

Frederikke Amalie Jensen

Kontakt

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til vores kommunikationsmedarbejder Frederikke Amalie Jensen på telefon: 20 52 95 15 eller via mail.

Send mail