Nyt samarbejde skal sikre jobs og bedre integration i Stevns Kommune

Flere og mere fleksible jobmuligheder til flygtninge i Stevns Kommune. Sådan lyder aftalen, som Forenede Service netop har indgået med det lokale jobcenter. Samarbejdet skal sikre bedre muligheder til integrationsborgere, der af psykiske, sproglige eller psykiske årsager ikke har fået et arbejde, lyder meldingen fra Rene Madsen, virksomhedskonsulent i Stevns Kommune.

Et samarbejde mellem Forenede Service og Stevns kommunale jobcenter skal sikre, at flere integrationsborgere i kommunen får mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Samarbejdet er indgået i kølvandet på en længere periode, hvor kommunen har haft svært ved at finde fleksible jobordninger og virksomheder, der kan tilbyde passende timeordninger til integrationsborgere, som er psykisk eller fysisk udfordret.

I år har Forenede Service overtaget rengøringsansvaret på kommunens mere end 50 lokationer, og det har givet helt nye jobmuligheder, lyder det fra Rene Madsen, virksomhedskonsulent i Stevns Kommune.

”Vi er en kommune i landlige omgivelser, og der er langt til virksomheder, som har både kapacitet og mulighed for at hjælpe fysisk eller psykisk udfordrede integrationsborgere ind på arbejdsmarkedet. Derfor er vi glade for samarbejdet med Forenede Service, der som det første af sin slags skal bane vejen til bedre integration og jobmuligheder for flygtninge i lokalområdet” indleder han og tilføjer:

”Forenede Service kommer med mange års erfaring i at skabe jobs til borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Koblet med vores målrettede integrationsarbejde er vi lykkes med at starte hele otte praktikanter op”.

Drømmer om fastansættelse

En af de i alt otte nye praktikanter i Forenede Service er Abdo Ahmad. Han kom til Danmark i 2016, og har siden sin ankomst været på Castberggård, der er et job- og udviklingscenter for hørehæmmede flygtninge. Abdo er nemlig døv, og selvom han tidligere har været rengøringshjælp på et plejehjem, har det været svært for ham at finde et fast job i Danmark. Den mulighed har han fået nu.

”Jeg drømmer om at få en hverdag, hvor jeg kan gå glad på arbejde og bo min egen lejlighed,” indleder han via tolken, som deltager i interviewet. Han fortsætter:

”Det betyder meget for mig, at jeg er kommet i praktik hos Forenede Service. Jeg får både erfaring og mulighed for at vise, hvad jeg kan – og mine nye kollegaer har taget rigtig godt imod mig. Selvom kommunikationen nogle gange er lidt svær, fordi jeg er døv, og de ikke kan tegnsprog, finder vi vores måde at tale sammen på. Det går rigtig godt, og jeg håber, at jeg får mulighed for at blive, når min praktikperiode slutter,” siger han smilende.

Abdo Ahmad har siden sin ankomst været bosat på kommunens botilbud for flygtninge, Mandehoved. Han er i praktik som rengøringsassistent, og har sin daglige gang på Rådhuset i Store Heddinge, hvor han indtil videre arbejder 37 om ugen.

 

Fakta

Arbejdet med at få borgere på kanten af arbejdsmarkedet tilbage i job har i flere år været et indsatsområde i Forenede Service, der i 2019 havde mere end 200 i praktik. Hver anden kom i job efterfølgende.

Frederikke Amalie Jensen

Kontakt

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til vores kommunikationsansvarlige Frederikke Amalie Jensen på telefon: 20 52 95 15 eller via mail.

Send mail