Forenede Service i swing-om med robotteknologi

Robotter til rengøring er fremtiden i rengøringsbranchen – men mennesker er og bliver fortsat omdrejningspunktet. Sådan lyder meldingen fra forretningsudvikler i Forenede Koncernen, Morten Vermehren, der sammen med Forenede Service-teamet i Allerød tager os med bag kulissen på Skovvangsskolen, hvor dedikerede og dygtige medarbejdere har testet en rengøringsrobot.

Forenede Service afprøver ny robotteknologi fra Taski

April 2019

Robotterne kommer. Frasen lyder ofte – og i april blev den til virkelighed på Skovvangsskolen i Allerød. Her tog Forenede Service-teamet imod en helt ny holdkammerat bestående af sensorer og intelligent design. Navnet er Swingobot.
I nogle uger har Swingobot’en flittigt sørget for rene gulve på skolens mere end 1000 kvadratmeter gangareal alt imens, at teamet har fået mere tid til at yde mindre slidsomt arbejde og bedre service for skolens mange og daglige besøgende, lyder det fra forretningsudvikler i Forenede Koncernen, Morten Vermehren:

”Det kan lyde som science fiction, men robotter er virkeligheden i stadigt flere brancher. Swingobot’en har gæstet Skovvangsskolen for at afklare, om robotvejen er farbar i vores branche,” forklarer han og tilføjer:

”I Forenede Service handler det om at yde services af mennesker til mennesker. Sådan har det altid været, og det ændrer sig ikke - heller ikke, når robotterne banker på døren. For det vil de gøre, og formentlig snart. Målet med testperioden har været at finde ud af, i hvor høj grad robotter kan varetage slidsomme opgaver og dermed spare vores medarbejdere for hårdt fysisk arbejde – og samtidig frigive plads til, at de kan skabe større værdi i deres daglige arbejde og for kunderne i felten”.

Taski, som er producenten bag Swingobot’en, har indvilliget i at udlåne Swingobot’en til Forenede Service. Konkret er det Allerødteamets tilsynsførende, Yulian Momchilov, der tager hånd om lokationens nyeste tilflytter, som de indledningsvist tog imod med en hvis skepsis:

”Nogen tror, at robotter kan erstatte mennesker, men der er meget mere i rengøring end gulvvask alene. Derfor var vi lidt kritiske i starten,” indleder Yulian Momchilov og uddyber:

”Men det er tydeligt, at robotten kan tage sig af fysisk hårde opgaver, der tager tid – og jeg mener helt klart, at den kan blive en god teamplayer på sigt”.

Swingobot’en kan indstilles til at lære rum og ruter at kende. Konkret har personalet derfor kun haft til opgave at placere maskinen og trykke på startknappen fra samme udgangspunkt hver dag. Derefter er robotten gået i gang med at vaske gangarealerne – kvadratmeter for kvadratmeter, rum for rum. Og i samme rækkefølge dag for dag.

Erstatter ikke mennesker

Robotteknologi i rengøringsbranchen er fortsat nyt og i hastig udvikling. Og ifølge Morten Vermehren er der fortsat lang tid til, at de for alvor gør deres indtog i serviceassistenternes hverdag:

”Erfaringen indtil videre er, at der er et stykke vej endnu. Swingobot’en fungerer til store områder, der er statisk indrettet og som ikke ændres løbende. For selvom robotten er ganske intelligent designet, har den stadig en række mangler, der gør den ukampdygtig på størstedelen af vores lokationer”, forklarer han og tilføjer:

”Robotterne kommer – men de kommer som en hjælp og ikke som en erstatning af vores menneskelige kapacitet og arbejdsstyrke. I de kommende år vil der komme flere typer robotter, vi vil afprøve – og jeg håber, at både assistenter og serviceledere vil se det som en hjælp i hverdagen og kontakte mig, hvis de arbejder for en kunde, der har store statiske arealer, hvor en robot kan aflaste personalet. Så forsøger vi sammen at finde en løsning med udstyr og robotteknologi, der kan prøves af”.

 

Frederikke Amalie Jensen

Kontakt

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til vores kommunikationsmedarbejder Frederikke Amalie Jensen på telefon: 20 52 95 15 eller via mail.

Send mail

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies