Samarbejde på tværs og serviceseminar i Sorø

Sammen og på tværs af fagligheder skaber vi resultater. Med de ord indledte adm. direktør i Forenede Service, Hans Fog, serviceseminaret i Sorø, hvor mere end 130 gode kollegaer fra hele landet var mødt op – til et døgn med alt lige fra morgenmad og faglige oplæg til adventuretur og sæbekasseræs.

 

Reportage 
Det er fredag morgen den 21. september. Klokken nærmer sig ni, og fra parkeringspladsen skuer jeg op mod indgangen til Comwell-hotellet i Sorø, hvor den ene poloklædte kollega efter den anden marcherer frem og melder sin ankomst. Der er mange fremmødte. Helt præcist 134 og fra alle dele af hele landet. Jeg beslutter mig for at følge trop.

Fællessalen, som jeg træder ind i emmer af liv. Her dufter skønt af bagværk og friskbrygget kaffe. Foran mig står morgenbuffeten, der foruden brød og pålæg prydes af skåle, som bugner af frisk frugt og grønt. Skønt ser det ud, tænker jeg alt imens, at jeg rækker hånden frem og griber en tallerken. Jeg finder plads ved et af mange rundborde i salen og hilser på mine kollegaer, som allerede har fundet sig til rette. Dagen i dag nok skal blive en mindeværdig en af slagsen, tænker jeg.

Teambuilding på tværs

Seminaret, som jeg deltager i, tæller alt lige fra serviceledere og driftschefer til stabsdirektører og sekretærer. Alle med det tilfælles, at de er en del af Forenede Service og dagen, der så småt er ved at begynde. Også de mange nye ansigter, der repræsenterer virksomhedens nylige opkøb, Green Circle.

”Det er en glædens dag, at vi kan samles i dag. Vi ser frem mod et helt døgn i Forenede Service, hvor vi skal lære af hinanden og hjælpes ad,” siger Hans Fog og fortsætter talen, som rundes af med klapsalver fra hele salen. Herefter trækker selskabet i overtøjet. De bevæger sig udenfor i efterårsvejret, hvor et eventbureau står klar til at tage over.

”Dagen i dag står på adventureræs og masser af fart over feltet. I skal samarbejde om at løse en lang række sjove opgaver, og på den anden side af en lækker frokost venter højdepunktet. Fordelt på 21 hold skal I bygge en sæbekassebil og gøre jer klar til dagens helt store ræs på banen her,” fortæller arrangøren og peger på en forsamling af farverige flag og orange kegler på række, som senere skal vise sig at blive epicentret for ræset, når det hele tager fart.

Holdene finder sammen og inden for kort tid er de alle ude af syne. I fuld gang med at løse de mange opgaver og øvelser, som adventureturen byder på.

Klar, parat og pladask

Eftermiddagen kommer hurtigt i dag, og efter en fælles frokost står de 21 hold igen samlet og klar udenfor efter samlet set at have tilbagelagt 67 kilometers adventuretur. Det er mange kilometer, tænker jeg. Men selvom antallet af kilometer er højt, er forventningerne til den kommende aktivitet tydeligvis meget højere.

”Når jeg siger GO, er buffeten åben,” lyder det fra arrangøren. Hun kigger ud på holdene, der står klar på række og med blikket rettet stift mod det langbord, som lige nu bugner af byggematerialer og spændende gadgets, der skal forme i alt 21 sæbekassebiler.

”GO!” lyder det, og sekundet efter stormer deltagerne frem. Alle med et tydeligt mål om at komme først til de bedste plader og redskaber.

Luften er fuld af latter og højt humør. Nogle hold står og hamrer løs iklædt store hatte flettet i siv. Andre saver i træ og fletter snore til styrboret, som havde de aldrig foretaget sig andet. 

Efter en time har sæbekassebilerne efterhånden taget form. Nogle er beklædt i det mest nervøse og røde velour, der er at finde i miles omkreds. Andre prydet med påklistrede balloner og køkkenrullerør forklædt som osende udstødninger. 
Der er ikke nogen tvivl om, at konkurrencen spidser til nu. Sæbekassebilerne er linet op på række. Klar ved banens start og alle med et mandskab, der er fast besluttet på at komme først over målstregen.

”3… 2… 1… Race!”.

Nedtællingen brager ud gennem arrangørens megafon og få sekunder senere er ræset og sæbekassebilerne i fuld fart. Nogle biler når ikke engang at runde banens første hjørne, før både brædder og balloner fra sæbekassebilerne flyver op i luften. Andre suser forbi, som var de bygget til formålet.

Høj latter og klapsalver lyder fra koret af heppende kollegaer. Mere og mere i takt med, at konkurrencen spidser til. For selvom nogle hold har måtte opgive drømmen om at vinde ræset, fordi sæbekassens bund, hjul, stel eller fører har opgivet håbet i kampens hede, er der nu ingen tvivl om, at vi ved startskuddet til finalerunden har de mest kompromisløse vovehalse klar ved roret.

Vinder gennem samarbejde

Strategierne for at komme først over målstregen har gennem ræset været både mange og alsidige – særligt nu hvor startskuddet til finalerunden lyder, og hold 8, 11 og 14 tordner frem. 
Første hjørne volder ingen af finalisterne problemer. De suser videre til det næste af slagsen, og ganske som farten er allerhøjest, går vogn 8 i tre dele alt i mens, at føreren bliver siddende med måsen solidt plantet i plænen. 

Tilskuerpanelet bryder ud i høj latter, som hurtigt efterfølges af jubel og dagens bedste bud på fællesfejring, da hold 11 passerer mållinjen og markerer sig som dagens absolutte vinder.

Jeg tænker tilbage på Hans Fogs indledende ord for dagen i dag. At vi sammen og på tværs af fagligheder skaber resultater. Det har dagen i dag med al tydelighed været beviset på. Særligt nu, hvor jeg ser, at vinderholdet, der tæller folk fra forskellige virksomheder og funktioner, sammen fejrer deres fælles vindersag.

Hurra for det gode samarbejde – og tak for i dag.

Frederikke Amalie Jensen

Kontakt

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til vores kommunikationsmedarbejder Frederikke Amalie Jensen på telefon: 20 52 95 15 eller via mail.

Send mail

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies