Sprogsamarbejde med AOF bliver landsdækkende

Hvad der startede som et testforløb bliver nu en landsdækkende læringsmulighed for ansatte i Forenede Service, som fremover tilbyder danskundervisning i arbejdstiden til ansatte i hele landet. Det sker i takt med, at HR-afdelingen nu udvider sprogsamarbejdet.

”Det er en central del af assistenternes hverdag, at de forstår og taler dansk – og som virksomhed har vi naturligvis forståelse for, at fritiden afsættes til familie og venner frem for efteruddannelse. Derfor har vi en interesse i at investere dele af medarbejdernes arbejdstimer i sprogundervisning, så de fremover har endnu større glæde af deres daglige virke,” lyder meldingen fra HR-chef i Forenede Service, Kenny Mitchboe.

Han tilføjer, at muligheden for sprogundervisning fortsætter, så længe medarbejderne melder sig til. Og noget tyder på, at initiativet indtil videre møder medvind hos medarbejderne:

”Vi lærer dansk for bedre at kunne forstå og tale med andre,” siger en glad Man Bahadur Goley, der er serviceassistent i Holstebro. Han bakkes op af sin kollega, Sangduan Mikkelsen:

”Jeg synes det er en god idé. For vi forstår hinanden bedre, og vi kan bedre tage telefonen, når vi er på arbejde”.

Og der er da heller ikke tvivl om, at sprogundervisningen er et vigtigt og værdifuldt tiltag, lyder meldingen fra distriktsleder i Forenede Service, Bettina Mikkelsen:

”Det gør hverdagen meget nemmere. Både for kunder, os som ledelse og medarbejderne imellem. Særligt fordi vi kan kommunikere bedre uden at være afhængige af, at der er en tolk tilstede. Og man kan nu sende en sms eller ringe og give en besked over telefonen, hvis det drejer sig om mere simple og arbejdsrelaterede spørgsmål,” siger hun.


Frederikke Amalie Jensen

Kontakt

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til vores kommunikationsmedarbejder Frederikke Amalie Jensen på telefon: 20 52 95 15 eller via mail.

Send mail

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies